Arbejdsgruppe: Bæredygtighed

Bæredygtighed

Profit, People, Planet

Byen og IT som platform for innovation af morgendagens globale produkter og services

Baggrund

I en verden med 7 milliarder, hvoraf over halvdelen lever i byer, har Aarhus en helt særlig chance. Vi har, her i verdens mindste storby, forudsætningerne for at udvikle en platform, et samarbejde og nogle metoder til systematisk at løse nogle af vor tids store problemer – og tjene penge på det!

”Byen” rummer på godt og ondt et koncentrat af de udfordringer og muligheder, vi står over for i en globaliseret verden. Smart Aarhus er en mulighed for at bruge vores by og vores (kommende) IT-infrastruktur som ramme for at innovere de produkter og serviceydelser, som er profitable og skaber en bedre verden for de 9 milliarder mennesker, vi bliver i 2050.

I mellemtiden vil verdens eksisterende middelklasse gå fra de nuværende 1,5 milliarder til 4,5 milliarder. Det sker allerede i 2030, som også er året, hvor vi i verden skal have sikret 45% mere energi, 50% flere fødevarer og 30% mere vand. Og så skal vi i det hele taget finde ud af at leve side om side i de byer, som flere og flere vil flytte til.

De virksomheder, forskere, græsrødder, politikere- og byer – der i tide kan knække koden, løse problemerne, indfri mulighederne og tjene penge på det, har fremtiden og en bedre verden foran sig. Det er bestemt værd at gå efter.

Metode

Morgendagens løsninger skal genereres i et samspil mellem mange forskellige aktører. IT bør bruges som ramme for et uformelt, men seriøst og struktureret samarbejde mellem virksomheder, forskere, græsrødder, politikere og offentlige myndigheder.

Bæredygtighed handler ikke kun om mange aktører, men også om et væld af komplekst forbundne emner. Det handler om økonomi og sociale forhold og miljø og demografi. Store emner, som igen kan deles op i underemner, som igen har underemner. Det handlerom innovationen af realistiske løsninger, som løser specifikke problemer uden at skabe nye problemer andre steder i byen eller i verden som helhed.

Derfor handler det i bund og grund om at bruge IT og Smart Aarhus til at udvikle en platform, som sikrer struktur, overblik og systematik i arbejdet med at innovere morgendagens løsninger. Hvad betyder det i praksis? Det er svært at sige. Jeg har et bud, men med garanti ikke noget endeligt svar. Det findes næppe, men måske vi sammen kan finde det bedste bud lige nu. Ja, måske vi kan findeverdens bedste bud?! Hvorfor ikke?!

Formål

Profitabel bæredygtighed er det overordnede formål med denne arbejdsgruppe. Mere håndgribelige mål er, at vi i relation til bæredygtighed skal finde og aktivere den viden og de netværk, som allerede findes i Aarhus, men som ikke er tilstrækkelig godt udnyttet. Lad os lave om på det, og lad os bl.a. gå målrettet efter EU’s nye Horizon Program fra 2014 og frem.

Den fjerde pind i Horizon-programmet hedder ”Samfundsmæssige udfordringer”. Frem til 2020 er der €31 milliarder puljen. Hvis vi i SmartAarhus-gruppen for bæredygtighed kan komme på nye ideer, så lad os teste dem i en ansøgning til EU og andre relevante kilder.

En tilsvarende konkret målsætning kunne handle om, at vi gør det muligt i 2017 at invitere 5000 problemknusere fra hele EU til Aarhus. Her kunne de – i samarbejde med andre aktører rundt om i verden, via nettet og den IT-platform, som vi passende kunne udvikle i Aarhus – bruge fem dage på at udvikle morgendagens smarte, profitable og bæredygtige løsninger.

Om undertegnede

Jeg har i 90’erne studeret filosofi og samfundsfag ved AU og i mange år været aktiv i politik, herunder især EU-politik. Jeg fungerede i en periode som rådgiver for den svenske Europa Kommissær, Margot Wallström, og har de forgangne 12 år været daglig leder af en organisation, der hedder Nyt Europa. Her har vi de seneste år har arbejdet på at etablere en selvstændig platform kaldet Global Citizen.

Global Citizen er en platform, hvor vi har samlet flere end 2.000 emner om globalisering og bæredygtighed. Vi mener at have fundet en metode til at sikre den struktur og det overblik, som er forudsætningen for systematisk at udvikle morgendagens profit, people, planet løsninger.

Jeg synes, der foregår rigtig mange spændende ting i verden lige nu. Smart Aarhus er et lokalt eksempel med en klar global horisont. Det passer så fantastisk godt med det, vi har brug for i det 21. århundrede. Faktisk synes jeg, Thomas L. Friedman siger det meget præcist i denne artikel, som for ikke så længe siden stod at læse i New York Times.

Sidste bemærkning: Vi står for det danske highvisibility event i forbindelse med det danske EU-formandskab. Overskriften er The Great Debate, og det handler om de udfordringer og muligheder, vi står over i verden frem mod 2050. Forløbet kulminerer med vores Solutions by Re-Thinkingevent på AU, den 1.-3. juni, hvor der kommer 400 aktører fra hele EU.

Hvis du er interesseret i at deltage og/eller er interesseret i Smart Aarhus-gruppen for bæredygtighed, så send en mail via denne formular: http://www.smartaarhus.dk/kontakt/

Søren Winther Lundby
Gruppeformand, Bæredygtighed

_____________________________________________________________________________________________

KORT om Bæredygtighed

At bruge udvikle en platform som gør det muligt at ”crowd solve” verdens problemer på en systematisk og sammenhængende måde – med byen (Aarhus) som case.

HVORFOR – arbejdsgruppens formål:

At lade Aarhus blive eksemplet til efterfølgelse andre steder i verden: ”Sådan kan vi arbejde med alle verdens grundlæggende problemer OG tjene penge samtidig.”

PROCES:

Bilaterale samtaler bliver snarest til egentlige møder, som bliver et til egentlig forslag til SmartAarhus – og rugbrødsarbejdet skal så begynde ultimo 2012 med 2017 som horisont.

_____________________________________________________________________________________________

STATUS:

Vi er længere end ovenstående giver indtryk af, fordi Global Citizen.net i de forgangne år har rummet mange af diskussionerne / være ramme for meget af det arbejde der skal laves.

_____________________________________________________________________________________________

Antal deltagere i arbejdsgruppen:

Meget lang bruttoliste.

Antal afholdte møder:

Indtil videre blot bilaterale samtaler, og uformelle møder i mindre grupper, men det ændrer sig snarest i form af et egentligt møde.

_____________________________________________________________________________________________

Formandens kontaktoplysninger:

Søren Winther Lundby

M: swl@neweurope.org

T: 40 27 60 64

_____________________________________________________________________________________________

The Great Debate

Global Citizen stod i begyndelsen af juni 2012 for The Great Debate – Solutions by Re-thinking. Der var 400 deltagere fra hele verden. The Great Debate var langt hen ad vejen udtryk for den type af diskussioner som, via Arbejdsgruppen ”Bæredygtighed”, nu søges omsat til konkret handling.

1 Comment

  1. Paul Natorp - June 14, 2012

    Dejligt introduktion som kobler vores lokale muligheder med globale udfordringer. Og så er tilgangen både ambitiøs og pragmatisk. Jeg glæder mig til at bidrage!