Digital Bydel

Borgerdialog og digitale medier

I disse år er en stor del af kommunikationen mellem den offentlige sektor og borgerne blevet digitaliseret. Informationen om overgangen til den digitale tidsalder har ofte taget form som marketinginitiativer rettet mod specifikke målgrupper. Digital Bydel vender den kommunikationsmodel på hovedet. Med udgangspunkt i aktuelle sager, som bliver defineret af borgerne, vil projektet fremme en alternativ dialog, der bruger digitale medier til at fremme engagement og medborgerskab på lokal plan. 

Digital Bydel udforsker, hvordan den offentlige sektor kan involvere borgerne i by- og serviceudvikling i lokalmiljøet via digitale installationer, hvor borgerne kan give deres mening til kende. Disse installationerne giver beslutningstagere mulighed for at komme i dialog med borgerne og høre deres idéer og ønsker. Borgerne får derfor en chance for at gøre deres stemme hørt og være med til at løse og belyse problemstillinger samt påvirke beslutningsprocesser i udviklingen af Aarhus’ bydele, institutioner og kommunale afdelinger. I Digital Bydel anvendes forskellige metoder som konkurrencer og datavisualiseringer for at borgernes input også forbliver en central del i projekternes sene faser.

Digital Bydels installationer har været placeret mange forskellige steder i Aarhus Kommune. I Harlev frigav Aarhus Kommune en given sum penge til forbedringer af bydelens grønne områder og bibliotek. Borgerne havde selv indflydelse på, hvordan pengene skulle bruges. Via installationerne i Digital Bydel blev der indsamlet idéer fra borgerne. Et afstemningsforløb resulterede i en Sandbane, bakke og svævebane. Derudover blev der oprettet et gaming område på det lokale bibliotek. I lignende projekter kunne borgerne i Beder og Maling selv bestemme, hvordan de lokale togstationer skulle gøres attraktive, mens skoleelever i Åbyhøj udvalgte og stemte på, hvad der skulle tilføjes på deres lokalbibliotek. Installationerne har desuden bidraget med borgerinput på ReThink Activism Festival, Deleøkonomisk folkemøde og på Jobcenter Aarhus. Næste stop for Digital Bydel er Aarhus City Welcome og bydelen Rundhøj.

Digital Bydel er et samarbejde mellem Borgerservice i Aarhus Kommune og Alexandra Instituttet, der desuden er medlem af Smart Aarhus-sekretariatet. Projektet blev påbegyndt i 2014, og i dag har flere partnere sluttet sig til.

Se mere på: www.digitalbydel.dk