Aarhus City Lab

Open Data Aarhus har afholdt årets hackathon

Open Data Aarhus har afholdt årets hackathon

Potentialet i at udnytte åbne data er stort. Derfor samlede Open Data DK og Virk Data i weekenden den 23. – 25. september 2016 ca. 60 skarpe studerende, iværksættere og virksomheder fra hele landet til et hackathon på Dokk1 i Aarhus for at omsætte åbne data fra energiområdet til innovative løsninger og services.

Årets hackathon havde overskriften Open Energy Days. På forhånd havde kommuner, region og virksomheder formuleret cases med udgangspunkt i udfordringer på energiområdet. Konkurrencen gik ud på, at deltagerne skulle udvikle koncepter til deres foretrukne case ved at bruge åbne datasæt. Førstepræmien var en iværksætterpakke fyldt med professionel rådgivning samt en indstilling til at komme til SLUSH-konferencen i Finland.

Hvem vandt?

Vindergruppen blev ”Green Kids Competition”, der havde valgt en case fra Aarhus Kommune. Udfordringen er, at mange borgere anvender el, vand, varme på samme tidspunkt, hvilket belaster energiinfrastrukturen og gør energiproduktionen dyrere.

”Green Kids Competition” er et koncept til skolebørn bestående af en konkurrence, hvor skoleelever i 3. og 4. klasse bygger en målekasse, som de kan tage med hjem. Kassen har et lys, som viser priserne for energi, så børnene bliver klar over, hvornår det er hensigtsmæssigt at tænde for opvaskemaskinen, tage et bad etc. Derudover består konceptet af en app, hvor eleverne kan se, hvordan deres familie klarer sig sammenlignet med andre lignende familier og tidligere forbrug.

 

Hackathon vender tilbage i 2017 med temaet turisme, men ind til da kan du læse mere om hackathon-weekenden her.